Mousse med hyldeblomst og rabarberkompot
Mousse ai fiori di sambuco e composta di rabarbero
En dessert som oser af sommer og sol, med både smagen af hyldeblomst samt rabarber til at give et frisk og godt modspil til hyldeblomster. Brug de fine, tynde rabarber som giver en god smag og ikke mindst giver den karakteristiske røde farve i kompotten.
Mousse med hyldeblomst og rabarber
Ingredienser
- 200 gr friske tynde rabarberstilke
- 40 gr rørsukker
- 1,5 dl hyldeblomstsirup
- 2 blade husblas
- 2 æg
- 2 spsk sukker
- 2 spsk citronsaft
- 2 dl piskefløde
- Hyldeblomster til pynt
Sådan gør du
- Skær det nederste hvide stykke af rabarberne, og skær stilkene i mindre stykker på ca. 2 cm. Kom dem i et fad, og bland med rørsukker. Bag rabarber i ovnen ved 175 grader i 15 - 20 minutter. Lad kompotten køle helt af.
- Husblas lægges i en skål med koldt vand til husblasbladene er blevet bløde. Opvarm hyldeblomstsirup, til det er godt varmt. Tag husblasbladene op af vandet og knug dem så vandet løber fra. Kom husblas i den varme hyldeblomstsirup sammen med citronsaft. Lad det køle.
- Del æggene og pisk blommen med sukker til en tyk æggesnaps, tilsæt hyldeblomstsirup og rør godt rundt.
- Pisk æggehviderne helt stive. Pisk herefter fløden til skum. Vend æggehvider og flødeskum i hyldeblomstblandingen, vend forsigtigt så luften ikke går ud af de piskede æggehvider.
- Fordel et lag mousse i bunden af 4 serveringsglas, herefter fordeles den afkølede rabarberkompot ovenpå. Til sidst lægges et lag med hyldeblomstmousse. Stil glassene på køl i 2 - 3 timer. Lige inden servering pyntes med skyllede hyldeblomster, eller lidt rabarberkompot.