Danskerne er vilde med parmaskinke
Den lufttørrede italienske skinkes popularitet understreges af en vækst i forbruget på 22 % i 2010.
Italien er et af danskernes foretrukne feriemål, og rejserne til Garda, Toscana og Milano har lært os at sætte pris på den italienske livsstil, vinen og maden. Det smitter også af på parmaskinken, som i de seneste år er blevet utrolig populær som antipasti, men også i salater og endda som pålæg på dansk rugbrød.
Nye tal fra Consorzio del Prosciutto di Parma, som repræsenterer 170 producenter af parmaskinke, viser en stærk vækst i forbruget af den lufttørrede skinke på 22 procent i 2010. Danske butikker solgte næsten 1,4 millioner pakker skiveskåret italiensk skinke.
”Dette styrker vores indtryk af, at danskerne har taget den italienske livsstil og dermed også italienske fødevarer til sig. Parmaskinke hører ikke længere kun til på en sommerbuffet, men den lækre lufttørrede skinke anvendes til mange forskellige retter hele året rundt,” siger Turid Bråthen fra pr-bureauet Porter Novelli, der repræsenterer Consorzio del Prosciutto di Parma i Norden.
Historien om parmaskinke er historien om et særligt forhold mellem mennesket og naturen. Lige siden romertiden er Prosciutto di Parma (parmaskinke) blevet håndlavet på traditionel vis og kun i Emilia Romagna-regionen i Norditalien, i nærheden af byen Parma.
Der skal kun fire ingredienser til
Parmaskinke bliver fortsat produceret på samme måde og med kun fire ingredienser, som alle er naturlige: italiensk svinekød, salt, luft og tid. Den milde smag vækker begejstring over hele verden og ikke mindst i Danmark, som importerede næsten 1,4 millioner pakker skiveskåret parmaskinke i 2010. Parmaskinke indeholder lidt kolesterol og meget protein.
Beskyttet varemærke
Consorzio del Prosciutto di Parma blev stiftet i 1963 af en gruppe producenter af parmaskinke. Hensigten var at garantere kvaliteten og beskytte varemærket Prosciutto di Parma. Som følge af Consorzios bestræbelser blev parmaskinke i 1996 et af de første kødprodukter, der fik status som beskyttet oprindelsesbetegnelse (PDO – Protected denomination of Origin).