Nutellotti
Nutellotti
En opskrift til alle Nutella-fans på denne sprøde lille småkage med lækkert fyld af Nutella. De er meget hurtige og nemme at tilberede, så de er klar til familiens slikmunde. Du skal blot bruge 3 ingredienser, hvoraf den primære er Nutella, derudover æg og mel – nemmere bliver det ikke.
Nutellotti
Ingredienser
- 180 gr Nutella
- 150 gr hvedemel
- 1 æg
Fyld:
- flormelis
- 150 gr Nutella
Sådan gør du
- Bland mel, med Nutella og æg i en skål. Saml dejen med fingrene til det bliver en blød og ensartet masse. Form dejen til en kugle og lad den ligge i skålen.
- Dæk skålen med plastfilm og stil den i køleskabet, lad den hvile i ca. 30 minutter. Herefter tages skålen ud af køleskabet, og nu laves 20 små kugler som placeres på en bageplade med bagepapir. Hver kugle trykkes lidt flad, og der laves en fordybning midt i hver kugle.
- Sæt kagerne i ovnen ved 170°C og bag dem i 8-10 minutter. Lad kagerne køle og drys dem let med flormelis.
- Kom Nutella'en til fyldet i en sprøjtepose og placer en lille klump Nutella i hver kage. Kagerne opbevares i en dåse og stilles køligt.