Primitivo og Zinfandel – to sider af samme vin?

Svaret må være, at det kommer an på, hvem du spørger. Primitivo forbindes typisk med den italienske vinregion Puglia hvor Zinfandel oftest forbindes med Californien i USA. Spørger du vinproducenterne i de respektive områder, vil de helt sikkert sige at der er forskel på de to druetyper.

DNA-undersøgelser viser, at Primitivo og Zinfandel begge stammer fra den kroatiske druesort Crljenak. Videnskaben hælder til, at hvor Primitivo er en klon, så er Zinfandel en tro kopi af den kroatiske drue. Når de plantes side om side kan man da også se, at er der tydelig forskel på druerne størrelse og farve, ligesom på størrelsen og formen af drueklaserne. Ser man så på den vin man får ud af druerne, så er ligheden mellem de to vine så stor, at de amerikanske myndigheder gennem længere tid har overvejet et forslag om at tillade, at den italienske Primitivo kan blive mærket som Zinfandel.

Det forslag har mødt megen modstand fra de californiske vinproducenter, da Primitivo prismæssigt hører til blandt de billige vine på det amerikanske marked. Omvendt er det i Italien i dag muligt at navngive sin Primitivo for Zinfandel. De italienske vinproducenter er lige så ærekære om deres Primitivo som de amerikanske vinproducenter er om deres Zinfandel. Alligevel er der i de senere år flere og flere vinproducenter fra Puglia, som er begyndt at skrive Zinfandel på deres Primitivo-vine. Grunden er formegentlig et forsøg på at lukrere på det gode ry og kendskab, der er opbygget omkring ZInfandel og så de typisk lidt højere priser.

Primitivo

Primitivo har meget lange historiske rødder i Puglia, hvor druen kan spores helt tilbage til de gamle fønikere. Primitivo -druen stortrives i Puglia. Puglia har tidligere haft et ry for masseproduktion af billige vine, som enten blev sendt længere op i Italien for at blive blandet i andre vine eller blev omdannet til industrialkohol. Nu blæser nye vinde ind over Puglia, hvor den nyeste teknik, lave udbytter og stor omhyggelighed i produktionen har skabt en ny generation af vinproducenter, som har kvalitet i højsædet fremfor kvantiteten. I stedet for kedelige og tynde vin byder Puglia nu også på vine, der er dejlige varme og ikke mindst koncentreret.

Primitivo er typisk saftige vine, mørke i farven, med en god struktur og koncentration, og så med en relativ høj alkoholprocent. Primitivo har normalt aromaer og smag af modne brombær, violer og peber. Oftest får man meget vin for pengene i en Primitivo, hvis man er til saftige og kraftige vine. Man får, i en god Primitivo, lidt af den samme fedme og sødme, som man finder i en amarone og her til en langt mere attraktiv pris.

Zinfandel

De fleste vinentusiaster har formentlig hørt om Zinfandel. Zinfandel blev introduceret i USA i 1820 og blev hurtigt udbredt tværs over USA, hvor den i lighed med sin italienske ”fætter” Primitivo blev værdsat for sin kraft og ikke mindst det høje udbytte, som druerne giver. Zinfandel var meget populær blandt de sydeuropæiske minearbejdere i slutningen af 1800-tallet, som gerne ville have en vin, som de kendte hjemmefra. Zinfandel har haft sine op og nedture i USA gennem årene, hvor andre druer har vundet frem og gjort Zinfandel rangen stridig.

I 1990’erne blev grunden for alvor lagt til den succes, som Zinfandel har i dag. Store californiske vinproducenter som f.eks. Ridge og Ravenswoods begyndte at lave gode vine på Zinfandel. Vine der var smagfulde, meget koncentreret og mørke vine, der havde en stor sødme qua det høje sukkerindhold i de meget modne druer. Populariteten eksploderede verden over, og i dag findes der flere hundrede gode vine lavet på Zinfandel i Californien. Det høje sukkerindhold i Zinfandel kan give vine med en meget høj alkoholprocent, som let kan være på 15 % eller mere. Her er risikoen, at vinene hurtigt kan få præg af kogt frugt, nærmest lidt marmeladeagtigt, ligesom vinens levetid typisk forkortes.

Lighederne mellem Primitivo og Zinfandel er stor når det kommer til både stil og smag, men druerne har også hver deres egne særpræg. Spørger du vinproducenterne i både Italien og USA vil de forsvare deres egne vine som værende den bedste. For os som forbrugere er der massevis af god vin på markedet, hvor vi kan prøve, om vi kan smage forskel på en italienske Primitivo eller en californisk Zinfandel.

Indlægget er sponsoreret.

Andre artikler

Back to top button