La Banca del Vino i Pollenzo

Søndag formiddag i Pollenzo er der stille og roligt, trods parkeringsforbud på pladsen for Castello di Pollenzo holder flere biler parkeret i skyggesiden, men der er ikke mange mennesker udenfor på sådan en varm julidag. Formålet med turen til den lille by Pollenzo – beliggende ca. 35 minutters kørsel fra Torino, er Banco del Vino som holder til på slottet i Pollenzo. Slottet har tidligere tilhørt den royale familie af Savoyen – efter at Italien blev en samlet republik og den daværende konge Vittorio Emanuele abdicerede, tog han titlen som greve af Pollenzo.

Ideen til Banco del Vino blev lagt af SlowFood-bevægelsens grundlægger Carlo Petrini, og i 2001 blev ideen ført ud i livet da andelsforeningen La Banca del Vino blev stiftet. Formålet med foreningen var, og stadig er – at have et sted, rent fysisk hvor der var mulighed for at opbevare de bedste af Italiens vine som en del af landets historiske vinarv. De vine som lagres i vinbanken, bliver nøje vurderet og udvalgt blandt 300 af landets bedste vinproducenter efter SlowFood-bevægelsens anbefaling.

I dag indeholder Banco del Vino mere end 100.000 flasker vine fra hele Italien, og bare under vores besøg på stedet kunne vi konstatere at der enkelte steder stod paller med vinkasser, som var modtaget fra producenterne. Hvis SlowFood-bevægelsen udvælger en vinproducent, bliver producenten bedt om at reservere 60 flasker af hver årgang med henblik på lagring. Når de pågældende flasker har lagret i de 3 år, bliver 24 af flaskerne lagt ned i Banco del Vino’s kælder og indgår derved som del af vinhistorien. De resterende flasker, bliver sat til salg i Banco del Vino’s butik samt indgår til de smagninger som arrangeres af vinbanken.

Vi havde betalt for en tur på egen hånd gennem vinkælderen, det er også muligt at supplere besøget i kælderen med 1, 2 eller 3 smagninger af udvalgte vine. Vi valgte blot turen i vinkælderen, da det er sin sag at smage på kraftige og fyldige rødvine når termometret siger 32 graders varme udenfor.

Temperaturen i kælderen var overraskende kølig – nok køligere end forventet, køleanlæg sørger for at vinene har den bedste temperatur og selvom vinene opbevares i en kælder så er der sørget for de optimale forhold for de gode dråber.

I de første rum, opbevaredes vinene fra Piemonte. Her dukkede der hurtigt kendte navne på producenter op, som for eksempel Parusso, Moccagatta for bare at nævne nogle af de mange producenter som er udvalgt fra netop Piemonte. For hver producent er opstillet en flaske, info-tavle samt et syltetøjsglas som indeholdt en portion af den jord som vinene dyrkes i. Information om jordforhold og vinens dyrkningsgrundlag er et gennemgående tema blandt vinene i vinbanken, for det er jordbunden og indholdet af denne som er så afgørende og markant for druerne, ikke mindst vinens smag og udvikling.

I et af rummene, bag højt gitter lå Magnum-flaskerne sikret og godt låst inde. Her var flasker mv. ikke stillet pænt op men kasserne stod blot stablet, og en reol var fyldt med flasker. Det var dog lidt svært at se hvilke vine det drejede sig om, hvis det ikke lige stod på kasserne. Det gav desværre ikke det fulde overblik men dog et indblik i at der her lå et godt udvalg af vine.

Selve Castello di Pollenzo er bygget ovenpå resterne af en gammel romersk bebyggelse – og midt i vinsamlingen har man heldigvis valgt at bevare en udgravning af hvad der oprindeligt havde været en begravelses-monument. Indeholdende plads til to grave, hvilket var tydeligt markeret i udgravningen. Et stort opslag informerede om hvordan begravelses-monumentet formentlig har set ud og hvilke rester der blev fundet på stedet, da man gravede ud til den eksisterende vinkælder. Et historisk vingesus midt i de mange vine.

Hvis du er interesseret i vin og italiensk vin, så er Banca del Vino absolut et besøg værd. Udover at der er vinbank, så er Castello di Pollenzo også hjemsted for Università di scienze gastronomiche – Universitet for gastronomi. Her undervises i gastronomi og fødevarer, hvor chefkokke fra hele verden mødes for at udveksle viden og erfaring indenfor gastronomiens verden. På stedet findes også et hotel samt en restaurant som selvfølgelig serverer de gode vine fra området.

Information om La Banca del Vino:
Piazza Vittorio Emanuele 13
Pollenzo, 12042 Bra
www.bancadelvino.it

Andre artikler

Back to top button