Salat med sprød Prosciutto di Parma og figner
Insalata con Prosciutto di Parma e fichi
En god vintersalat, pakket med vitaminer og sundhed. Samtidig er den et let og friskt måltid blandt vinterens lidt tunge retter.
Den italienske skinke Prosciutto di Parma passer rigtig godt i en salat, hvor der er mulighed for at bruge frisk frugt. Her bruges figner og klementiner, men til en mere sommerlig version kan der bruges ferskner, blommer eller hindbær.
Salat med sprød Prosciutto di Parma, figner og klementindressing
Ingredienser
- 4 skiver Prosciutto di Parma
- 2 stk klementiner
- 1 pose ruccolasalat
- 2 spsk. olivenolie
- 1 bøffelmozzarella
- 2 stk. friske figner i både
- 1 rødløg
- Salt og peber
Sådan gør du
- Start med at stege Prosciutto di Parma-skiverne sprøde. Læg skiverne på et stykke bagepapir, og steg dem i ovnen ved 180 grader i ca. 10 minutter, indtil de er sprøde og gyldne. Afkøl på køkkenpapir.
- Skræl klementinerne med en kniv. Skær dem ud i både, og læg dem i en skål. Klem saften fra klementinresterne over klementinbådene. Hæld olivenolien i skålen.
- Rens rødløget, pil skallen af og snit løget i tynde både.
- Riv mozzarellaen i grove stykker, og anret dem på et fad sammen med figner, rødløg og ruccola. Vend forsigtigt klementindressingen i.
- Drys sprødstegt Prosciutto di Parma over før servering.