Nonna’s råd om aubergine
En grøntsag som mere eller mindre findes i enhver køkkenhave i Italien, er den flotte bordeaux-farvede aubergine. Den er næsten en af basisingredienserne i det middelhavske køkken og blandt andet kendt som hovedingrediens i den græske moussaka samt desuden i mange klassiske italienske retter.
I sæsonen er den velegnet til at komme på grill’en, i en pastaret eller bagt i ovnen med mozzarella og tomatsalsa – for eksempel som Involtini di melanzane al forno. Findes også konserveret i primært olie eller også i eddike, gerne sammen med diverse grøntsager i en olielage.
Det er ikke fordi, at den har så meget at byde på ernæringsmæssigt – består basalt set mest af vand, har et lavt indhold af proteiner og fedt – hvilket gør den meget velegnet i slankeretter. Vær dog opmærksom på at hvis du steger aubergine, så opsuger den rigtig meget fedtstof. Bag den i stedet i ovnen eller steg på en grillpande.