Boganmeldelse: Det ægte Italien – Fra Alperne til Rom

Jeg blev for nylig kontaktet af forfatter og fotograf Michael Fjording, fordi han har udgivet sin egen guide til Italien – som han selv skriver på forsiden af bogen, Michaels hemmelige guide til Italien. Michael er sammen med sin familie gået på opdagelse efter det ægte Italien og har rejst fra de nordlige regioner ved foden af Alperne og endte deres rejse i hovedstaden Rom. Det er der så kommet denne rigtig gode og ikke mindst meget praktiske guide ud af, en samling af oplysninger om alt mellem himmel og jord til brug for den perfekte ferie i det ægte og dejlige Italien.

Bogen er praktisk opdelt i regionerne fra Alperne og til Rom, og hvert kapitel starter med en præsentation af den enkelte region, så læseren kommer til at kende historie, kultur og geografi for hver region. Undervejs på familiens rejse gennem Italien har de besøgt et utal af spisesteder og overnatningssteder, og det er især det sidste som der er lagt stor vægt på i bogen. I forbindelse med beskrivelsen af de enkelte regioner, er der også beskrevet et udvalg af gode overnatningssteder – alt sammen fulgt op af flotte billeder og en masse praktiske informationer om priser, seværdigheder i området og ikke mindst tips om den gode mad og vinene.

Efter i mange år at have rejst i Italien, kan jeg dog godt savne lidt om de lokale spisesteder – hvor findes de små hyggelige, autentiske spisesteder som laver de egnstypiske retter, der hvor de lokale italienere selv går hen.

Så hvis du planlægger en ferie til Italien, er denne guide uundværlig – for udover et praktisk format som ikke fylder eller vejer noget særligt, så får du her en bog som emmer af det ægte Italien, hvor du kan finde de hemmelige steder til et væld af gode oplevelser.

Hvor kan du så købe denne bog, det kan du på dette link – Det ægte Italien – Fra Alperne til Rom

Back to top button