Garganelli med græskar og pancetta

En god pastaret til efteråret hvor markedernes grøntsagsboder og supermarkedets grøntafdeling vrimler med græskar i alle mulige størrelser, former og farver – en hel farvelade af flotte efterårsfarver.

Italienerne bruger græskar flittigt i deres madlavning så det er om at være hurtig når det er sæson for pludselig kan de være temmelig svære at opdrive med mindre man lige har de rette kilder i orden. Græskar anvendes gerne i en risotto eller i en pastaret, men anvendes også til suppe eller i en tærte.

Garganelli med græskar og pancetta

Forb. tid 10 min
Tilb. tid 15 min
Samlet tid 25 min
Ret Primo
Antal 4 personer

Ingredienser
  

  • 250 gr pasta garganelli
  • 300 gr græskar
  • 1 rødløg
  • 120 gr pancetta
  • 60 gr pecorino-ost
  • Kvist frisk rosmarin
  • Olivenolie
  • Salt og peber

Sådan gør du
 

  • Steg pancetta på panden til den er sprød. Snit rødløg fint og svits det på en pande i olivenolie tilsat rosmarin. Tilsæt græskar som er skåret i mindre tern og steg det i 3-4 minutter, fjern rosmarinen.
  • Kog pastaen i en gryde med kogende letsaltet vand i følge vejledning på pakken. Hæld vandet fra pastaen og kom pastaen over i panden med græskar. Tilsæt pancetta, og vend rundt med let hånd.
  • Smag til med salt og peber, lad retten stå og simre et halvt minuts tid ved medium varme.Drys med revet pecorino lige inden servering.

 

Del: