Sorbet med øl
Madverdenen er nu engang forunderlig og der kommer hele tiden nye sjove og finurlige fødevarer på markedet, og her holder italienerne sig på ingen måde tilbage.
Hvad med at prøve en delikat og cremet ølsorbet, og endda med en antydning af både æble, vanille og mandler i smagen.
Ingredienserne er da også garanteret 100% Made in Italy, og blandt andet kommer vandet fra Dolomitterne.
Øllen som bruges til sorbeten kommer fra bryggeriet Birra Dolomiti, og må vist siges at være den første af sin slags. Sorbet’en blev præsenteret på den nyligt afholdte fødevare- og vinmesse Salone del Gusto i Torino, hvor heldige besøgende havde mulighed for at smage den nye sorbet.
Sorbet’en er lidt svær at kategorisere, da den ikke helt falder ind under kategorien drikkevarer og heller ikke helt umiddelbart er en dessert, men den skal nok mest ses som et spændende nyt og forfriskende tiltag indenfor isens verden.