Det italienske køkken

Dolce Stil Novo – kongernes køkken

Der var engang en konge, der havde et sommerslot lige udenfor Torino. Hver sommer når det blev for varmt inde i centrum af Torino flyttede han og resten af kongefamilien ud på dette slot som dengang lå langt udenfor Torino.

Sådan kunne indledningen til eventyret om slottet La Venaria Reale godt have set ud, for her er grundlag for eventyr om prinser og prinsesser som lever i pomp og pragt.

La Venaria Reale må nok siges at være Italiens svar på Versailles i Frankrig, og om ikke på vej til at blive mere imponerende. Slottet har levet en meget tilbagetrukket tilværelse gennem de sidste årtier og mere eller mindre været overladt til sig selv og til forfald, hvilket nok også ville have været fremtidsudsigterne hvis det ikke var fordi at der var nogen som tog affære tilbage i 1997 og fik slottet på UNESCO’s liste for bevaringsværdige steder. Så kom der for alvor skub i tingene.

Stedet blev opført i midten af det 1600-århundrede som et sommerslot for den kongelige familie af Savoyen, her skulle familien og hoffet kunne slappe af med jagt, spadsereture i parken og nyde livet i de pompøse sale og gemakker på slottet.

I 1999 blev der taget initiativ til at få bragt slottet tilbage til fordums pragt, og de sidste 10 år er blevet brugt til at studere det imponerende bygningsværk, restaureret og genskabt – hvad der uden sidestykke kan kaldes Europas største restaureringsprojekt.

Intet slot uden mad, restauranten Dolce Stil Novo har til huse i disse historiske bygninger, og  indrettet i de højloftede lokaler i en moderne og enkel stil med respekt for omgivelserne.

Restauranten styres med kyndig hånd af køkkenchefen Alfredo Russo som kalder sin mad for “italian style” og er en hyldest til det traditionelle piemontesiske køkken hvor der flittigt anvendes områdets lokale råvarer.

Alfredo Russo har stillet en af sine opskrifter til rådighed, som du selv kan afprøve og få et pust af retterne fra kongernes køkken.

Vitello tonnato con caramello al limone (Kalv i tun med citronkaramel)
Til 8-10 personer

Ca. 900 gr kalverullesteg
Salt og peber

Til tuncreme:
250 gr tun i olie
4 æg
20 gr salte kapers
400 gr af sæsonens salat
Et kvart, daggammelt rustikt brød
Hvidvinseddike
Extravergine olivenolie

Til citronkaramel:
100 gr sukker
150 ml citronsaft

Kom salt og peber på rullestegen, og brun den i ovnen ved 220 grader i 10 min., skru ned for varmen til 100 grader og lad stegen simre indtil temperaturen i midten af stegen er på 54 grader. Sluk for varmen og lad stegen afkøle.

Til tuncremen blendes æg, tun, kapers, et stænk hvidvinseddike med lidt olivenolie til cremen har en tyktflydende ensartet konsistens.

Til karamellen smeltes sukkeret på en pande ved svag varme, tilsæt citronsaften og lad blandingen få en sirupsagtigt konsistens.

Skær brødet i 1 mm tykke skiver, og bag dem sprøde i ovnen ved 120 grader.
Skær kødet i papirstynde skiver, læg 1 spsk tuncreme på hver skive og rul sammen.

På et stort fad lægges den skyllede salat i mindre stykker, stænk med lidt olie og salt. Fordel herefter kødrullerne og brødskiverne på fadet.
Citronkaramellen fordeles dekorativt over retten.

Info om restaurant Dolce Stil Novo:
Reggia di Venaria Reale (TO)
Åbent fra tirsdag aften til og med frokost søndag
Pris på menu fra 70 til 90 €, uden drikkevarer
www.dolcestilnovo.com

Info om La Venaria Reale:
Piazza della Repubblica 4
10078 Venaria Reale (TO)
www.lavenariareale.it

Du kan købe billetter for at se slottet indvendigt og/eller adgang til den store barokhave/park. Afsæt i hvertfald en hel dag til at besøge slottet og den omkringliggende bydel, der er rigtig meget at se og det tager tid, og så er det meget rart at kunne nyde en is, kop kaffe eller et måltid mad på en af de mange omkringliggende cafeer og spisesteder.

Relaterede indlæg

Back to top button