Tagliatelle med gorgonzola

Mange italienske husmødre laver altid selv deres pasta og kunne ikke drømme om at købe den i et supermarked – mamma mia. Så mange opskrifter på italienske pastaretter inkluderer derfor at pastaen selvfølgelig skal laves helt fra bunden.

Men hvor mange danskere har lige tid eller for den sags skyld tålmodighed til efter en lang arbejdsdag, at skulle lave sin egen pasta – det er der nok ikke mange som har overskud til. Derfor er det nu dejligt nemt og praktisk at de fleste supermarkeder har frisk pasta i køledisken, og kvaliteten er da også iorden.Der er da også med tiden kommet et væsentligt større udvalg af frisk pasta i vores dagligvarebutikker, forskellige typer af båndpasta, lasagneplader eller pasta med forskelligt fyld.

Her er en opskrift på tagliatelle med en lækker creme af gorgonzola og ricotta – det er bare guf for ganen.

Ingredienser til 4 personer:

2 pakker frisk tagliatelle
130 gr gorgonzola dolce(den milde udgave)
150 gr kaffefløde
60 gr revet parmesan
125 gr ricotta
5 stilke purløg
Salt og peber

Skær gorgonzola i mindre tern og bland sammen med reven parmesan.

I en skål røres ricotta til en blød og cremet konsistens.

I en pande hældes fløde samt ostene, og ved svag varme får ostene lov til at smelte sammen fløden.

Samtidig koges den friske tagliatelle i letsaltet kogende vand i ca. 5 minutter. Hæld vandet fra pastaen og bland pasta let sammen med ostesaucen på panden.

Anret pasta på et stort fad og klip purløg i små stykker henover retten sammen med frisk-kværnet peber, serveres med det samme.

Del: